05/06/2026 0 Kommentarer
Sommerfest - 3 søndag efter trinitatis
Sommerfest - 3 søndag efter trinitatis

Sommerfest med foredrag om grænser, krig og kristendom
Søndag den 21. juni kl. 14.00 indledes vores sommerfest i Dybbøl Kirke med en gudstjeneste ved Malene Freksen. Dybbøl Kirkekor deltager i som merfestgudstjenesten med en række smukke satser under ledelse af organist Frank Laue.
Derefter er der kaffe, jordbærkage og samvær i Kirkeladen, hvor der venter os et spændende foredrag ved Ruben Fønsbo. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
Ruben Fønsbo, der kortvarig var præst i Ulkebøl, kommer til vores sommerfest i sin egenskab af tidligere feltpræst (og i øvrigt også fængselspræst). Det vil vi høre om efter gudstjenesten i form af et billedforedrag om udsendelser som feltpræst for danske soldater i Afghanistan og Letland. Ruben Fønsbo kommer også ind på, hvad det vil sige at krydse grænser, ikke blot geografisk, men også menneskeligt og eksistentielt.
Foredraget kommer ind på, hvorfor der gennem en årrække har været danske tropper i krigs- og konfliktzoner, hvilke opgaver soldaterne løste, og hvad det vil sige at arbejde som præst i militære sammenhænge. I en tid præget af geopolitisk uro og nye spørgsmål om krig, alliancer og ansvar giver foredraget et indblik i mødet med mennesker på tværs af grænser.
Foredraget rejser spørgsmålet: Hvorfor giver det overhovedet mening at engagere sig i krige og konflikter mange tusinde kilometer fra kendte og trygge omgivelser, og hvad kan det lære os om de grænser, vi på den ene eller den anden måde omgives og defineres af?
Kommentarer