Orgelombygning

Orglets tekniske ombygning

Arbejdstegninger


I 2011 faldt planerne endeligt på plads og der kunne underskrives kontrakt i maj 2011. Senere samme år begyndte orgelbyggeriets tegnestue på arbejdstegninger til de nye orgeldele, hvorefter værkstedsarbejdet kunne igangsættes. I foråret 2012 blev orglet adskilt og transporteret til værkstedet i Aabenraa, hvor forskellige ændringsarbejder blev udført. Fra august 2012 blev orglet genmonteret i kirken, nu med 19 stemmer (1.110 piber) samt 2 transmitterede stemmer.

Den gamle vindlade til hoved- og pedalværk, som er indbygget bag facaden, er blevet ombygget. Bl.a. er en rørstemme - Trompet 8´- tilbygget, og den kan spilles fra I. manual eller fra pedalet. Vindlade og orgelhus til II. manualværk er helt fornyet, således at der nu er tale om et egentligt svelleværk, med tilpas højde og plads i orgelhuset, og nu med 8 stemmer, i forhold til de blot 4 stemmer i det gamle svelle-/brystværk. Blandt svelleværkets nye stemmer er en strygende Gamba 8´, som er særlig anvendelig i romantisk orgelmusik. Bagerst er en ny pedalsektion anbragt, med to nye stemmer, heriblandt den karakteristiske rørstemme Fagot 16´, ligeledes er piber fra det gamle pedalværk - Subbas 16´ - anbragt her.

Varmere klangkarakter
Der er tilstræbt en varmere og mere afrundet klangkarakter, hvor klangen dog fortsat passer til barokfacaden, og de nye piber er også tilpasset pibematerialet fra 1976. Således er der skabt en forholdsvis slank klang, sammenlignet med den klangtype som i dag ofte realiseres i helt nye orglet, hvor der arbejdes med et bredere klangbillede, inspireret af romantisk orgelbygning.

Orglets traktur - tangenternes forbindelse til toneventiler - er fortsat mekanisk - alle dele er nye, og mekanikforbindelserne er skjult under podiegulve. Spillebordet er genanvendt, men det er nu placeret fritstående i pulpiturets sydside, således at orgenisten har godt udsyn over kirkerummet. Der er tilbygget ekstra kobling; en såkaldt suboktov-kobling I+II16´, som kan farve klangen kraftigere og mørkere; når der spilles på hovedvæket, følger svelleværkets registre med, i oktaven under.

Registertavlerne er fornyede og aktivering af stemmerne foregår nu ad elektrisk vej, med elektromagneter til træk af vindladens sløjfer. Dette har banet vejen for installation af et sættekombinationsanlæg, hvormed registreringer af orglets stemmer, koblinger samt tremulant kan forprogrammeres elektronisk, og hurtigere registerskift kan foretages ved kun at aktivere en trykknap eller et trin.